Færdiguddannet multimediedesigner

For to år siden udfyldte jeg en ansøgning om at blive optaget som multimediedesigner på Erhvervsakademiet Lillebælt i Odense, da jeg havde valgt at droppe ud som datamatiker. En beslutning, der nu har medført, at jeg kan kalde mig færdiguddannet multimediedesigner. Det er rart endelig at have fuldført en rigtig uddannelse, for – lad os være ærlige – gymnasiet var blot en dans på roser.

Min afsluttende opgave på 4. semester omhandlede det praktikforløb, som jeg havde været igennem sammen med min gruppe samt et kampagnesite. Jeg har arbejdet sammen med de to herrer siden 1. semester, og vi bestod alle: De nye multimediedesignere på markedet.

Dette indlæg vil dog ikke kun omhandle eksamen og min karakter, men nærmere gå kritisk til værk af den uddannelse, som jeg har færdiggjort. Multimediedesigner uddannelsen i Odense er nemlig ikke, som den burde være.

Under skarp kritik
Man kan lige så godt kalde en kælling for en kælling i stedet for at smøre pænt på, og det er ligeledes meningen med den kritik, der følger. Multimediedesigner uddannelsen i Odense på Erhvervsakademiet Lillebælt er nemlig ikke så favorabel, som man kunne håbe.

Efter to år med de samme lærere, den samme atmosfære og de ligegyldige lektier kan jeg med sikkerhed sige, at der skal ske en del ændringer, før jeg nogensinde vil anbefale uddannelsen i Odense til andre. Ikke fordi uddannelsen er dårlig – nej, den er skam fin nok. Omgivelserne, ledelsen og hjælpen – heraf lærere, studievejleder m.m. – er derimod kort sagt til at lukke op og skide i.

Jeg skriver ikke dette, fordi jeg har fået en dårlig karakter. Næ, jeg gennemførte uddannelsen med et 10-tal, hvilket i og for sig er fint nok. Det er dog egen fortjeneste og har ikke det fjerneste at gøre med det, som skolen har lært en.

Og hvorfor så ikke? Tja, blot for at nævne et par kritikpunkter: Udstyret på skolen er langsomt og tæt på ubrugeligt, lærerne er ikke i stand til at løfte opgaven som underviser (med undtagelser, selvfølgelig!), de ligegyldige opgaver undervejs på uddannelsen, den manglende faglige hjælp, når tingene brænder på, studievejledere uden lyst/tid til at hjælpe/vejlede… Det er ikke små ting, kan I nok regne ud.

Jeg kunne udpensle hvert område langt mere detaljeret, men det orker jeg simpelthen ikke. I gider formentligt ikke læse det (og hvis I gør, så skriv en kommentar, så skal I nok få den uddybet), og dertil er det ikke nødvendigt for at lave min pointe.

Kommunikationen på multimediedesigner linjen er håbløs. Lærerne og ledelsen gør sig meget i at uddanne andre i, hvordan man kommunikerer et budskab ud til sin målgruppe. Det er vigtigt, når man arbejder for en kunde, at de ting, som man enten laver eller skal promovere, rammer målgruppen. Foruden den skal ramme de rigtige personer, så er det især vigtigt, at de rammes på den rigtige måde. Det har vi lært; ikke oplevet. Efter vores praktikforløb på 4. semester skulle vi aflevere en beskrivelse af, hvad vi havde lært og oplevet. Der fulgte en vejledning med, så man kunne udfylde det korrekt. Eller, det burde have været sådan. Desværre gentog de sidste tre semester sig atter engang. Det udleverede materiale var fyldt med fejl og forståelsesproblemer, der ville gøre enhver ansvarlig pinlig berørt.

I beskrivelsen af reglerne for hovedopgaven stod der, at “kvaliteten af den skriftlige fremstilling. Sprogligt, grammatisk og korrekt stavning og tegnsætning.” ville indgå i bedømmelseskriterierne, nogle bedømmelseskriterier skolen ikke selv kan leve op til. I skulle bare se noget af det materiale, som vi igennem tiden har modtaget fra lærerne. Puh, det har været alsidigt. Tilgengæld gav det et smil på læben.

Nå, jeg må hellere stoppe med at lyde som en sur gammel mand, der ikke har fået sit dram gammel dansk inden sengetid. Kritikken er dog ikke alene min egen; mine klassekammerater var lige så skuffede som mig over flere af de ting, som vi oplevede. I 1. semester prøvede vi at gøre noget ved det, da vi henvendte os til rektor og forklarede, at der simpelthen skulle gøres noget. Det blev viftet under måtten, og i stedet for at kæmpe gav vi alle op. Et valg jeg sidenhen har fortrudt: Vi skulle have kæmpet mere, så andre ikke skal igennem det samme som os. Den samme uprofessionalisme, føj.

Skal jeg slet ikke læse til multimediedesigner?
Hov hov. Det kan godt være, at jeg retter skarp kritik af multimediedesigner uddannelsen i Odense, men det er ikke ensbetydende med, at du ikke skal tage den. Du skal nok overveje at tage uddannelsen et andet sted – f.eks. i Århus har jeg hørt, at de er rigtig gode – eller gøre som mig: Udlær dig selv.

I 3. semester mødte jeg op til 30% af undervisningen, da de sidste 70% var enten ligegyldige eller med så dårlige lærere, at man fik mere ud af at læse bogen hjemme og så prøve tingene af. Jeg har lavet en masse ting ved siden af uddannelsen, der har ført til, at mine multimediedesigner færdigheder er blevet holdt ved lige. Jeg kan dog 0% kode, omend det er et stort område i uddannelsen. Det har jeg overladt til mine gruppemedlemmer, hvormed jeg har fået lov til at pleje det, som jeg fandt interessant – kommunikation, virksomhed, projektstyring og forståelsen af hvordan produkt skal tilpasses målgruppen, ikke omvendt.

Læs uddannelsen et andet sted end Odense, det er mit korte råd.

Færdiguddannet og i arbejde
Mens flere af mine klassekammerater har valgt at læse videre, så har jeg fået arbejde i mit daværende praktiksted. Jeg er blevet ansat i marketing afdelingen, hvilket betyder, at jeg møder op til følgende syn hver eneste morgen:

Det er slet ikke tosset, og jeg _elsker_ at arbejde fremfor at studere. Det er professionelle omgivelser, et frisk pust, en ny oplevelse.

På falderebet kan jeg lige nævne, at hvis du er interesseret i nogle af de rapporter, som vi har skrevet på uddannelsen, så kan du bare hive fat i mig. Jeg sender med glæde eller hjælper til, hvis du har spørgsmål om noget i multimediedesignerens gøren og laden.